Kapitel 11 - Susende planeter
Julie rakte rutinemæssigt og smilende to gange café latte over bardisken til en pige. I det samme fik hun øje på Toby ved et af de nærmeste borde. Han kom af og til forbi, og de havde snakket lidt sammen nogle gange. Hvordan det gik, hvad de lavede, alt det der. Efter syvende klasse var hun flyttet til København med familien og havde kun set ham ved en enkelt reunion for nogle år siden. Toby så op, smilede og sagde "Hej Julie," hun hilste igen og vendte sig mod den næste kunde, en forvasket batikbluse og to store øreringe.
Der var ikke så meget at lave i dag. Eller lige nu. Det kunne skifte om fem minutter. Julie rettede på sit forklæde og skævede over mod Toby. Han havde lænet lidt sig frem og så opmærksomt på den anden fyr. Lidt efter var der en pause mellem to musiknumre. Julie kunne ikke undgå at opsnappe en bid af samtalen. Det lød som om, de snakkede om at være trætte af kirken. Hun smilede for sig selv.
Første gang, hun havde mødt Toby herinde, havde han fortalt, at han lige havde droppet en kirke, fuld af sympatiske mennesker, men som bare ikke var det, han søgte. Han havde spurgt til hende, om hun kom nogen steder. Afslappet og nærværende, og hun havde egentlig haft lyst til at fortælle, men havde ikke rigtig orket det lige der. Havde bare sagt, at det vidste hun ikke rigtig, og drejet samtalen over på noget andet.
Julie trak en drillende hårtot om bag øret. Lige nu havde hun faktisk lyst til at tage en stol og sætte sig hen til de to fyre, bare for at lytte med. Der var ikke engang noget særligt at lave i baren. I stedet gik hun hen og lagde armen om Signe, der var ved at tørre espressomaskinen af. "Vil du med til fest på sociologi i morgen aften? Vi er nogle stykker fra mit studie, og også et par andre, der bikser et eller andet mad sammen hjemme hos mig først," hun forsøgte med sit mest overbevisende smil.
---
Julie låste sig gabende ind i lejligheden klokken halv to. Roommaten Mette var tilsyneladende ikke kommet hjem endnu. Hun kastede jakken over en knage, gik ind på sit værelse, tændte et par stearinlys og kastede sig på sofaen. På trods af trætheden havde Julie ikke lyst til at sove endnu. Toby' sætning blev ved at rumestere i hovedet. Måske skulle hun opsøge ham. Hun sukkede søvnigt, gik ud i køkkenet og lavede en kop kaffe. Hvad var det nu, hun var ved at rode sig ud i og ville fortryde i morgen? Satte sig hen til computeren. Lysten til at fortælle det hele voksede indeni. Julie gned sine varme håndflader mod nederdelen og mærkede hjertet hamre adrenalinen rundt.
"Hey Toby.
Håber, det går godt med det hele. Hyggeligt at se dig på caféen. Håber ikke, du er ved at drukne i eksamener!
Jeg går lige til sagen. Har tænkt en del over det, du sagde, første gang jeg mødte dig på Kafé, om dine overvejelser i forhold til din kirke. Kan huske, jeg syntes, det var nogle ret fede tanker, du havde. Jeg kom til at tænke på det, da jeg ikke kunne undgå at høre en smule af jeres snak i aften. (I sad ligesom helt oppe i baren, ik.) Jeg håber, det er okay, jeg skriver, du må virkelig bare sige, hvis du ikke har lyst til at snakke mere om de her ting. Men jeg fik lyst til at skrive til dig om nogle tanker, jeg går med. Om tro og kirke osv. Jeg fortalte ikke så meget, dengang vi snakkede om det, men jeg var glad for, at du spurgte. Jeg har lidt på fornemmelsen, at der ikke er noget, der kan ryste dig… At du ikke er bange for at være ærlig og høre andre være ærlige. Og nu er jeg kommet til et sted, hvor jeg gerne vil snakke om det, hvis du stadig er frisk.
Indtil for et års tid siden var jeg i gang med en masse aktiviteter i min lokale folkekirke. På overfladen så det meget meningsfyldt ud. Der kom en masse sjovt ud af det, og jeg tror, det gav god mening for folk omkring mig. Jeg havde så mange idéer. Men for mig var det vist de sidste krampetrækninger i kampen for… ja, netop for at gøre noget meningsfyldt. Dybest set var det tomt for mig. Som et solsystem af susende planeter, der drejer sig om solen – der var bare ikke nogen sol. Ingen Gud. Bare alle ordene, der holdt maskineriet igang.
Det er svært for mig at tage den alvorligt, troen. Det er som om, det hele er bygget op af en masse ord, som folk bruger i slæng uden at stille sig kritisk over for det, de selv siger, og samtidig uden virkelig at tage konsekvensen af det, de siger. Nogle gange oplever jeg det, som om kulturen i kristne sammenhænge først og fremmest handler om at klappe hinanden på skuldrene og forsvare sit lille knas-tørre teoretiske verdensbillede med næb og klør mod den onde farlige verden derude. Og være pæne og rare og forudsigelige. Jeg synes, at mange af dem bruger meget radikale ord (kristendommen i sig selv er jo totalt radikal, for langt ude,) uden at leve særligt radikale liv. Det er ikke fordi, jeg ikke har respekt for dem eller ikke kan lide dem. Men i en rigtig god samtale med en af mine ikke-kristne venner, eller når jeg møder stor kunst, så oplever jeg tilværelsen som meget større og smukkere og vildere end den, jeg møder i kristne sammenhænge, hvor livet er puttet så meget i små kasser for at holde sammen på tingene, at jeg får åndenød. Sandheden kan da ikke være så meget mindre end den virkelighed, vi oplever.
Jeg går sjældent i kirke nu. Ser stadig flere af mine kristne venner, men de fleste relationer er gledet ud. Folk spørger ikke, smiler bare, de er sikkert bekymrede og usikre. Vi kan hygge os sammen på overfladen, men det er bare for tomt. For at sige det helt ærligt: De kristne kan ikke forholde sig til mine tanker, de bliver vist skræmt af dem, måske fordi jeg minder dem om noget farligt, de kan genkende i sig selv, eller også er de bare desperate over ikke at kunne fikse mig. Jeg passer vist ikke ind i deres fine kasser. Mine ikke-kirkelige venner kan slet ikke sætte sig ind i, hvorfor kirken og troen stadig kan give mig hovedbrud. De synes bare, jeg skal glemme det hele og komme videre. Men så enkelt er det jo ikke. Slet ikke.
For samtidig kan jeg ikke slippe tanken om Gud. Hvor skulle vores søgen efter mening ellers komme fra? Ja, det lyder lidt skizo, I know. Men hvis han er der, så må han selv råbe noget højere. Jeg har gjort hvad jeg kunne for at finde ham. Hvis jeg nogensinde opdager, at jeg alligevel er endt med at tro på Gud, så vil min verden komme til at hænge sammen på en helt anden måde, end den gør nu. Mere sol og færre planeter, færre tanker, færre ord. Det er immervæk verdens eventuelle skaber, vi snakker om. Så ville jeg tage det så seriøst, at jeg ville indrette mit verdensbillede efter det og ikke have det hele i ordene og projekterne. Men nej, jeg tror ikke på Gud. Jeg tror ikke på Gud. Jeg tror ikke på Gud. (Nogle gange er jeg nødt til at minde mig selv om det. Det er ikke så let aldrig at snakke, som om Gud fandtes, når jeg har gjort det modsatte hele mit liv.) Mit hoved er fyldt med tanker, det har været en lang og sej proces at komme hertil, men jeg vil ikke skrive mere nu.
Hvis alt det her er fuldstændig sort for dig, så må du bare glemme det. Men hvis der er en klokke, der ringer, er du velkommen til at skrive nogle af dine tanker om det med Gud. Hvad er det, der gør, at du stadig tror på ham? Og hvorfor i al verden har du ikke droppet håbet om at finde den rigtige kirke for længst? Jeg er oprigtigt nysgerrig. Jeg overvejede at ringe, men det er svært for mig at vide, hvor jeg skal ende og begynde i alt det her, det er nemmere at skrive, så jeg kan nå at tænke J.
Hav en fornøjelig dag i morgen.
Julie"
Julie fugtede sine tørre læber, tøvede lidt. Adressen havde hun fundet på folkeskolens hjemmeside for gamle elever. Så trykkede hun på 'Send', lukkede computeren ned, børstede tænder, satte kaffekoppen ud i køkkenet og kravlede ned under dynen. Hun rakte ud efter vækkeuret. Det måtte vente med at ringe til kl. 9. Kompendiet fra organisationssociologi løb ingen steder. Hun smilede for sig selv. Det kunne ikke gå værre, end at Toby ikke gad at skrive tilbage, der var ikke noget at miste.
Der var ikke så meget at lave i dag. Eller lige nu. Det kunne skifte om fem minutter. Julie rettede på sit forklæde og skævede over mod Toby. Han havde lænet lidt sig frem og så opmærksomt på den anden fyr. Lidt efter var der en pause mellem to musiknumre. Julie kunne ikke undgå at opsnappe en bid af samtalen. Det lød som om, de snakkede om at være trætte af kirken. Hun smilede for sig selv.
Første gang, hun havde mødt Toby herinde, havde han fortalt, at han lige havde droppet en kirke, fuld af sympatiske mennesker, men som bare ikke var det, han søgte. Han havde spurgt til hende, om hun kom nogen steder. Afslappet og nærværende, og hun havde egentlig haft lyst til at fortælle, men havde ikke rigtig orket det lige der. Havde bare sagt, at det vidste hun ikke rigtig, og drejet samtalen over på noget andet.
Julie trak en drillende hårtot om bag øret. Lige nu havde hun faktisk lyst til at tage en stol og sætte sig hen til de to fyre, bare for at lytte med. Der var ikke engang noget særligt at lave i baren. I stedet gik hun hen og lagde armen om Signe, der var ved at tørre espressomaskinen af. "Vil du med til fest på sociologi i morgen aften? Vi er nogle stykker fra mit studie, og også et par andre, der bikser et eller andet mad sammen hjemme hos mig først," hun forsøgte med sit mest overbevisende smil.
---
Julie låste sig gabende ind i lejligheden klokken halv to. Roommaten Mette var tilsyneladende ikke kommet hjem endnu. Hun kastede jakken over en knage, gik ind på sit værelse, tændte et par stearinlys og kastede sig på sofaen. På trods af trætheden havde Julie ikke lyst til at sove endnu. Toby' sætning blev ved at rumestere i hovedet. Måske skulle hun opsøge ham. Hun sukkede søvnigt, gik ud i køkkenet og lavede en kop kaffe. Hvad var det nu, hun var ved at rode sig ud i og ville fortryde i morgen? Satte sig hen til computeren. Lysten til at fortælle det hele voksede indeni. Julie gned sine varme håndflader mod nederdelen og mærkede hjertet hamre adrenalinen rundt.
"Hey Toby.
Håber, det går godt med det hele. Hyggeligt at se dig på caféen. Håber ikke, du er ved at drukne i eksamener!
Jeg går lige til sagen. Har tænkt en del over det, du sagde, første gang jeg mødte dig på Kafé, om dine overvejelser i forhold til din kirke. Kan huske, jeg syntes, det var nogle ret fede tanker, du havde. Jeg kom til at tænke på det, da jeg ikke kunne undgå at høre en smule af jeres snak i aften. (I sad ligesom helt oppe i baren, ik.) Jeg håber, det er okay, jeg skriver, du må virkelig bare sige, hvis du ikke har lyst til at snakke mere om de her ting. Men jeg fik lyst til at skrive til dig om nogle tanker, jeg går med. Om tro og kirke osv. Jeg fortalte ikke så meget, dengang vi snakkede om det, men jeg var glad for, at du spurgte. Jeg har lidt på fornemmelsen, at der ikke er noget, der kan ryste dig… At du ikke er bange for at være ærlig og høre andre være ærlige. Og nu er jeg kommet til et sted, hvor jeg gerne vil snakke om det, hvis du stadig er frisk.
Indtil for et års tid siden var jeg i gang med en masse aktiviteter i min lokale folkekirke. På overfladen så det meget meningsfyldt ud. Der kom en masse sjovt ud af det, og jeg tror, det gav god mening for folk omkring mig. Jeg havde så mange idéer. Men for mig var det vist de sidste krampetrækninger i kampen for… ja, netop for at gøre noget meningsfyldt. Dybest set var det tomt for mig. Som et solsystem af susende planeter, der drejer sig om solen – der var bare ikke nogen sol. Ingen Gud. Bare alle ordene, der holdt maskineriet igang.
Det er svært for mig at tage den alvorligt, troen. Det er som om, det hele er bygget op af en masse ord, som folk bruger i slæng uden at stille sig kritisk over for det, de selv siger, og samtidig uden virkelig at tage konsekvensen af det, de siger. Nogle gange oplever jeg det, som om kulturen i kristne sammenhænge først og fremmest handler om at klappe hinanden på skuldrene og forsvare sit lille knas-tørre teoretiske verdensbillede med næb og klør mod den onde farlige verden derude. Og være pæne og rare og forudsigelige. Jeg synes, at mange af dem bruger meget radikale ord (kristendommen i sig selv er jo totalt radikal, for langt ude,) uden at leve særligt radikale liv. Det er ikke fordi, jeg ikke har respekt for dem eller ikke kan lide dem. Men i en rigtig god samtale med en af mine ikke-kristne venner, eller når jeg møder stor kunst, så oplever jeg tilværelsen som meget større og smukkere og vildere end den, jeg møder i kristne sammenhænge, hvor livet er puttet så meget i små kasser for at holde sammen på tingene, at jeg får åndenød. Sandheden kan da ikke være så meget mindre end den virkelighed, vi oplever.
Jeg går sjældent i kirke nu. Ser stadig flere af mine kristne venner, men de fleste relationer er gledet ud. Folk spørger ikke, smiler bare, de er sikkert bekymrede og usikre. Vi kan hygge os sammen på overfladen, men det er bare for tomt. For at sige det helt ærligt: De kristne kan ikke forholde sig til mine tanker, de bliver vist skræmt af dem, måske fordi jeg minder dem om noget farligt, de kan genkende i sig selv, eller også er de bare desperate over ikke at kunne fikse mig. Jeg passer vist ikke ind i deres fine kasser. Mine ikke-kirkelige venner kan slet ikke sætte sig ind i, hvorfor kirken og troen stadig kan give mig hovedbrud. De synes bare, jeg skal glemme det hele og komme videre. Men så enkelt er det jo ikke. Slet ikke.
For samtidig kan jeg ikke slippe tanken om Gud. Hvor skulle vores søgen efter mening ellers komme fra? Ja, det lyder lidt skizo, I know. Men hvis han er der, så må han selv råbe noget højere. Jeg har gjort hvad jeg kunne for at finde ham. Hvis jeg nogensinde opdager, at jeg alligevel er endt med at tro på Gud, så vil min verden komme til at hænge sammen på en helt anden måde, end den gør nu. Mere sol og færre planeter, færre tanker, færre ord. Det er immervæk verdens eventuelle skaber, vi snakker om. Så ville jeg tage det så seriøst, at jeg ville indrette mit verdensbillede efter det og ikke have det hele i ordene og projekterne. Men nej, jeg tror ikke på Gud. Jeg tror ikke på Gud. Jeg tror ikke på Gud. (Nogle gange er jeg nødt til at minde mig selv om det. Det er ikke så let aldrig at snakke, som om Gud fandtes, når jeg har gjort det modsatte hele mit liv.) Mit hoved er fyldt med tanker, det har været en lang og sej proces at komme hertil, men jeg vil ikke skrive mere nu.
Hvis alt det her er fuldstændig sort for dig, så må du bare glemme det. Men hvis der er en klokke, der ringer, er du velkommen til at skrive nogle af dine tanker om det med Gud. Hvad er det, der gør, at du stadig tror på ham? Og hvorfor i al verden har du ikke droppet håbet om at finde den rigtige kirke for længst? Jeg er oprigtigt nysgerrig. Jeg overvejede at ringe, men det er svært for mig at vide, hvor jeg skal ende og begynde i alt det her, det er nemmere at skrive, så jeg kan nå at tænke J.
Hav en fornøjelig dag i morgen.
Julie"
Julie fugtede sine tørre læber, tøvede lidt. Adressen havde hun fundet på folkeskolens hjemmeside for gamle elever. Så trykkede hun på 'Send', lukkede computeren ned, børstede tænder, satte kaffekoppen ud i køkkenet og kravlede ned under dynen. Hun rakte ud efter vækkeuret. Det måtte vente med at ringe til kl. 9. Kompendiet fra organisationssociologi løb ingen steder. Hun smilede for sig selv. Det kunne ikke gå værre, end at Toby ikke gad at skrive tilbage, der var ikke noget at miste.
posted by Dorte K at 9:57 PM
2 comments
